Bag selv hundekiks

sød hund vil have hundekiks

Indrømmet, det er nemmere at købe færdige godbidder i zooplus shoppen. Men det er ikke lige så sjovt. Og der er andre gode grunde til at bage hundekiks selv. Her kan du læse om, hvad grundene er, hvordan hundekiks bages og opbevares, samt lækre opskriftsideer, som din hund vil elske.

Fordele ved bag-selv

At lave hundekiks selv har en stor fordel: du ved hvad der er indeni! Mange industrielt fremstillede hundekiks og godbidder indeholder farvestoffer og konserveringsmidler, eller endda sukker – alt det, som din hund rent faktisk ikke har brug for, og som endda er usundt. Hvis du derimod selv har en finger med i spillet, bestemmer du, hvad du putter i dine hundekiks. Når alt kommer til alt ved du selv bedst, hvad din hund kan lide, og hvad den kan tåle. En anden fordel: du sparer penge, fordi ingredienserne normalt ikke koster alverden – sandsynligvis har du endda mange af dem på lager alligevel.

Bag-selv hundekiks: hvilke ingredienser egner sig?

Der er næsten ingen grænser for hvordan du sammensætter dine hundekiks – forudsat at du bruger det, din hund kan tåle. Sukker, chokolade eller rosiner er selvfølgelig helt ude af billedet. Det er bedst at bruge ingredienser, din hund også har gavn af. Så du kan servere godbidderne med god samvittighed – selvfølgelig altid med måde. Fuldkornsmel, æg, kartofler, gulerødder, spinat, flødeost, kvark, oksebouillon eller havregryn – ingredienserne  er lige så mangfoldige som der findes opskrifter på hundekiks. Du kan også lave godbidder med kød eller fisk selv. Den bedste måde er at bruge hakket kød eller møre fiskefileter, som du purerer for at gøre det lettere at arbejde ind i dejen.

At lave hundekiks selv er lettere, end du tror

Hvis du allerede har erfaring med tilberedning af hundefoder, såsom BARF, så har du allerede en fornemmelse af, hvilke ingredienser du kan bruge, og hvordan de kan kombineres til hjemmelavede hundekiks. Men selvom du kun har serveret færdigt tør- eller vådfoder, så er det selv at bage hundekiks en god start på at beskæftige sig mere med din hunds ernæring, så du kan udforske mulighederne i selv at stå for din hunds ernæring. Efter de første par forsøg får du nok hurtigt en fornemmelse for det, og din hund bliver med garanti begejstret for de nye hjemmelavede godbidder.

Kreativ gaveide til hundeejere

Måske har du en fødselsdag du skal til om ikke så længe, og du leder med lys og lygte efter en passende gave til din egen hund eller til en ven, der er hundeejer? Hjemmelavede hundekiks er et hit. I en pæn kagedåse eller en dekorativ stofpose er de hjemmelavede godbidder en meget personlig og unik gave til alle hundeelskere.

Opbevaring af hundekiks

Det er vigtigt – det gælder både gaver og hjemme hos dig selv – at du tørrer hundekiks ordentligt efter de er blevet bagt. Jo tørrere godbidderne er, jo længere vil de kunne holde sig. I og med du ikke bruger konserveringsmidler, når du bager selv, er der naturligvis en større risiko for mug med hjemmelavede hundekiks, end med dem du køber i butikkerne. Men med de følgende tricks kan du sikre dig, at de hjemmelavede hundekiks nemt kan holde sig et par uger:

  • Lad hundekiksene tørre yderligere i ovnen efter de er bagt færdig. Du skal blot sætte ovnens temperatur til ca. 50-100 grader og lade ovnens låge stå lidt åben (for eksempel ved at sætte en træske fast i ovnlågen). På den måde kan fugten fordampe, og småkagerne kan tørre i den varme luft.
  • Alternativt kan du sætte hundekiksene i en flad skål på en varm radiator i et par timer. Men sørg for, at din hund ikke kan nå de varme småkager – på den måde behøver du måske ikke bekymre dig om holdbarheden, men de varme hundekiks gør bestemt ikke noget godt i din hunds mave.
  • Når du opbevarer hundekiks, skal du også sørge for, at de står et tørt sted, hvor de ikke kan samle fugt. Lufttætte plastbeholdere eller plastposer er derfor ikke velegnede. Gængse småkagedåser af blik, eller små stofposer, hvor eventuel restfugt kan fordampe fra, anbefales.

Hvis de tørres ordentligt og opbevares på en passende måde kan de hjemmelavede godbidder let holde sig i flere uger. Hundekiks med kød eller fisk har en lidt kortere holdbarhed end fuldkornskiks og bør derfor helst serveres inden for tre til fem dage. Kød- eller fiske-hundekiks skal også opbevares i køleskabet. For at have gavn af de hjemmelavede hundegodbidder i længere tid kan du også fryse kiksene i portioner og tø dem op efter behov. Hundekiks kan i frossen tilstand holde sig i flere måneder (op til et år).

Hvad skal jeg bruge for at kunne bage hundekiks?

Den gode ting ved hjemmelavede hundekiks er, at de er nemme at fremstille af ingredienser, som man normalt har derhjemme i forvejen. Og du behøver ingen specielle husholdningsapparater til at forarbejde ingredienserne og bage dem selv. Selvfølgelig er det en fordel at have en god foodprocessor med en kraftig motor, men en hundekiksdej kan også tilberedes med en stavblender, samt en håndmixer eller et piskeris. Alt hvad du behøver til bagning er en bageplade og en bageovn. Hvis du regner med at bage hundekiks noget oftere, så er bagemåtter, som normalt bruges til fedtfattig stegning af f.eks. pommes frites, ganske nyttige. På bagsiden er der tit små nupper, hvor dejen kan placeres imellem, og så behøver du ikke stikke dine hundekiks ud af din udrullede dej, eller forme de enkelte kiks i hånden.

Hundekiksopskrifter: hvilken er den rigtige?

I kogebøger eller på nettet finder du adskillige opskrifter på hjemmelavede hundekiks. Med det store udvalg er det dog nogle gange svært at finde den rigtige opskrift til netop din hund. Vores tip: brug ikke for lang tid på at søge opskrifter der passer til punkt og prikke, men kom bare i gang. Du kan kigge i dit køleskab, hvilke ingredienser du har liggende, og tænk over hvad der mon kan trylles frem. Eller kig på, hvad din hund foretrækker at spise, og kig efter en passende opskrift til hundekiks med tanke på netop dén ingrediens. Hundekiks uden korn er meget populært fordi korn ofte er vanskeligt for hunde at omsætte til energi, og det kan føre til overfølsomhed. Kun fantasien sætter grænser, når du bager, og når du først har prøvet en opskrift eller to, får du hurtigt en fornemmelse for de ingredienser, lækre hundekiks kan bages af, og hvordan du kan skabe variation.

Med lidt øvelse kan du også nemt variere følgende hundekiksopskrifter – på den måde er der garanti for de helt rigtige hundekiks for enhver hund og enhver hundeejer.

DYI småkager til hunde © RoJo Images / stock.adobe.com

Seks opskrifter på hundekiks til enhver hund og enhver lejlighed

  • Leverpostejs-ben

Ingredienser til ca. 350 ben:

  • 1 æg
  • 250 g leverpostej
  • 500 g fine havregryn
  • 300 g hytteost
  • 100 ml solsikkeolie
  • lidt (kartoffel)mel til at rulle ud på

Sådan gør du: bland alle ingredienserne i en skål, og lad dem stå i køleskabet i cirka 1 time. Hvis dejen stadig er for våd til at rulle ud, tilsæt mere havregryn eller (kartoffel)mel. Rul derefter dejen ud ca. 1 cm tyk på en arbejdsflade drysset med mel. Bages ved 150 grader i ca. 30 minutter og lad dem tørre grundigt i den slukkede ovn.

  • Godbidder med tun

ingredienser:

  • 1 dåse tun i vand
  • 1 æg
  • noget persille (hakket)
  • (Kartoffel)mel, polenta eller havregryn for at tykne (efter behov)

Sådan gør du: bland alt til en god fast dej og form små kugler. Hvis der anvendes polenta, skal der tilføres mere væske i dejen. Du kan variere størrelsen på godbidderne alt efter din hunds smag og størrelse. Bag derefter ved 150 grader i ca. 30 minutter. Bagetiden kan være kortere eller længere afhængigt af størrelsen på kuglerne. Lad dem derefter tørre i den slukkede ovn.

  • Kvark-konfekt

Ingredienser:

  • 200 g fine havregryn
  • 100 g speltmel
  • 6 spsk. kærnemælk (så dejen får en god konsistens)
  • 5 spsk. olie (f.eks. tidselolie eller olivenolie)
  • 1 æg
  • 1 spsk. ahornsirup
  • 150 g fedtfattig kvark

Sådan gør du: bland alt til en god fast dej, og form enten små kugler eller andre former efter eget valg. Bag derefter ved 180 grader i cirka 25 minutter.

  • zooplus-kuglekiks

Ingredienser (til ca. 170 stk.)

  • 2 gulerødder
  • 2 bananer
  • 400 g (kartoffel)mel
  • 200 g havregryn eller polenta
  • 100 ml olie
  • Vand efter behov

Sådan gør du: riv gulerødderne og mos bananerne til en grød med en gaffel. Bland alle ingredienser i en skål. Hvis du bruger polenta i stedet for havregryn, skal du sørge for, at dejen generelt er lidt vådere. Hvis dejen er for tør, tilføj lidt vand. Form derefter kugler på ca. 1-2 cm og bag i 25 minutter på ca. 150 grader varmluft. Tør natten over i åben ovn.

Bagefter kan kiksene pyntes med små godbidder. Læg lidt æggesnaps på hver de afkølede kiks og bag dem i ovnen igen i ca. 10 minutter ved 150 grader.

  • Hundekiks med ost

Ingredienser:

  • 100 g revet ost
  • 100 g hytteost
  • 1 æg
  • 50 g smuldret knækbrød
  • 200 g mel
  • 1 spsk. olie
  • lidt vand, hvis dejen er for fast

Sådan gør du: bland alt til en god fast dej, og form enten små kugler eller fingerlange pinde. Bag derefter ved 180 grader i cirka 25 minutter. Lad det derefter tørre i den slukkede ovn.

  • Æble-yoghurt-kiks

Ingredienser:

  • 100 g speltmel
  • 100 g havregryn
  • 50 g rismel
  • 1 spsk. honning
  • 1 revet æble
  • 150 g almindelig yoghurt
  • noget kanel

Sådan gør du: bland alt til en god fast dej, og rul dejen ud til en tykkelse på ca. 1 cm. Lav småkager i forskellige former – hvad du nu har liggende af udstikkere til f.eks. julesmåkager. Bages ved 150 grader i cirka 45 minutter. Hvis kiksene skal være sprødere / tørre skal de tørres ved svag varme (sæt evt. en træske i ovnlågen) eller lad dem stå i ovnen med lukke ovnlåge, indtil ovnen er kølet af.

Vi ønsker dig masser af sjov med bagningen af hundekiks og din hund god appetit!

 

Vores mest hjælpsomme artikler
4 min

Fødevarer som ikke er tiltænkt hunde

Selvom hunde historisk set har været brugt som lidt af en skraldespand for mad der er blevet til overs, og selvom hunden til dels stadig bliver brugt sådan i dag, er det naturligvis kun visse fødevarer, som bør lande i hundeskålen. En velsmagende hapser i ny og næ er tilladt - forudsat at det ikke skader hundens helbred.