Boxer

Tætbygget og adræt, stædig og afbalanceret, fredelig og altid klar til at forsvare – den tyske Boxer synes at være en hund fuld af modsætninger. Men præcis denne alsidighed gør Boxer til et sandt multitalent.

Egenskaber

Selvom Boxeren i dag først og fremmest er en populær familiehund, så er den også egnet som vagt- og redningshund, samt den gør også en god figur som ledsagerhund og som sportshund. Selv som babysitter og legekammerat kan den godmodige og legesyge Boxer komme på tale. Boxeren klarer alle tænkelige opgaver med bravur.

Det er primært fordi, at det er en lydig og lærenem race, og er således tilsvarende let at træne. Boxer anses for at være hunde, der er meget ligetil, der samtidig er venlig over for mennesker, uden nogen former for bagtanker. Den rolige og afbalancerede natur gør dem derfor glimrende egnet som familiehunde. Selv i familier med små børn føler en Boxer sig godt tilpas. Tålmodigheden, når den står overfor selv de mest overgearede småbørn, er bemærkelsesværdig. Den elsker børn over alt, og leger og tumler med dem selv hvis den er kommet op i alderen.

Dens overmåde kærlighed og loyalitet overfor “sin” familie giver sig også udslag i ekstrem årvågenhed over for ting, der kan forstyrre denne “familieidyl”. Fremmede møder en Boxer som udgangspunkt med mistro og distance. Hvis det skulle komme dertil vil den beskytte sin familie betingelsesløst. Dette mod og denne dristighed, den lægger for dagen, gør Boxeren til en pålidelig vagthund, som sagtens kan måle sig med andre vagthundsracer. Boxeren er dog aldrig bidsk eller truende uden grund. Hvis du som ejer tydeligt signalerer, at der ikke er fare på færde, lader den sig overbevise ret hurtig, og elsker at slutte nye venskaber.

Det er først og fremmest den medfødte stålsathed og den store selvtillid, der gør, at Boxeren til enhver tid synes i kontrol, og kombinerer sine selvmodsigelser til et vellykket helhedsbillede.

Udseende

Den tyske Boxer overbeviser ikke blot med sin alsidige natur, men også med sit unikke udseende. Karakteristisk er især hovedet med det slanke og kantede skal og de bredest mulige og store hugtænder. Et andet karakteristisk træk er underbiddet, hvor underkæben kun må rage ud over den overkæben i det omfang, at den svulmende overlæbe stadig bæres af hugtænderne i underkæben. Næsepartiets mørke maske adskiller sig klart ud fra hovedfarven. Ifølge FCI tillades Boxere både som gule og tigrede varianter. De gule farve varierer fra lysebrun til mørk, med ifølge standarden er de røde-gule mellemtoner at foretrække. I de tigrede Boxere skal de mørke eller sorte striber være klart defineret i forhold til den gule farve. Hvide aftegninger må højest dække end en tredjedel af kroppens overflade.

Den korte, glatte og tætsluttende pels understreger Boxerens stærke og muskuløse kropsbygning. På trods af den temmelig kompakte fysik virker Boxeren alt andet end klodset eller tung. De livlige bevægelser, hvor især de muskuløse bagben kommer til deres ret, viser med al tydelighed deres kraftige og nærmest royale fremtoning. Boxerens kropsbygning er firkantet, dvs. skulderhøjden svarer til kropslængden. Den stærke runde hals forløber i en elegant bue fra halsen til skulderen.

Hale og ører er ret naturlige. Ørekupering har været forbudt ved lov siden 1985, men man måtte dengang godt udstille ørekuperede født før 1. januar 1985. Da man stadig havde lande, hvor ørekupering var tilladt, foregik denne praksis dog til en vis grad stadig. Dog er det nu forbudt at udstille ørekuperede hunde født fra og med 1. juli 2009. Halekuperede hunde født efter 1. juni 1996 må ikke udstilles. Forbuddet omfatter også hunde, som har fået halen kuperet af veterinære årsager, uanset om man har en dyrlægeerklæring, og uanset om det drejer sig om en race, som man normalt ikke ville kupere. Ifølge FCI bliver kuperede ører og hale ikke betragtet som fejl, selvom kupering med begrundelse i kosmetiske årsager selvfølgelig ikke tolereres.  De naturlige ører er ligesom halen sat højt, ligger tæt op af hovedet og går ned til kinden. De mørke øjne med sorte øjenlågskanter giver Boxer sit karakteristiske energiske udtryk.

Historie

Kraft og energi var sandsynligvis også egenskaber, som den Tyske stamfader Brabant Bulleinbeißer har besiddet. I middelalderen hundene var den type mastiff udbredt i mange europæiske lande. De blev primært avlet til at jage farligt vildt, såsom bjørne og vildsvin. I det 16. til det 18. århundrede blev de kraftige hunde i England også afrettet til skuekampe, hvor de jagtede tyre og nedlagde dem – meget lig den måde, jagt foregik på.  Med sin brede mund bed de sig fast i deres bytte, indtil det til sidst faldt død om. Avl blev på daværende tidspunkt udført af jægerne selv, og derfor blev især hunde udvalgt, der havde en meget bred snude med en næse, der vendte opad. Disse mastiffer beskrev George Franz Dietrich i håndbogen for jægere og jagtelskere fra 1820, og minder om en nutidig Boxers udseende: “Bullen- eller Bärenbeißer (på dansk tyre- eller bjørnebider), en ikke for stor, men stærk, modig hunderace med tykke, korte hoveder. De farer på alt hvad dem bliver befalet, men er tunge. Man plejer at kupere, dvs. ører at forkorte; også halen slås kort. Begge finder sted førend de er seks uger gamle. Deres list og arrigskab kan for mennesker og dyr nemt være farlig; af denne grund er de forbuden i flere lande.” Statur og fysik af denne mastiff har en masse paralleller til den tyske Boxers udseende, men ​​nutidens populære familiehund har i sin natur stort set intet til fælles med de aggressive drivhunde. Denne ændring er forbundet med fremkomsten af ​​skydevåben, som gjorde det unødvendigt at tage disse hunde med på jagt, og deres avl blev hurtigt overflødig. Ved at krydse med den Engelske Bulldog man forsøgte i slutningen af ​​det 19. århundrede derfor at avle en ny hunderace, der skulle minde om sine forfædre, men anderledes i natur, og dermed var deres brug også en anden. I 1895 sluttede denne races grundlæggere sig sammen til den første “Boxer-Klub”. Navnet på den tyske Boxer er afledt af betegnelsen “Bierboxer” fra München. Opdrætterne fra München havde fra starten af en meget klar idé om hvordan en “Ølboxer” skulle være: “En smuk, elegant familiehund, fri for ethvert akavet eller frastødende udseende, eller skrækindjagende grimhed.” I sin essens er standarden, der blev skabt i 1905, stadig gyldig.

Avl og sundhed

Boxer-Klub e.V. med hovedsæde i München er stadig ansvarlig for racestandarden, hvor FCI følger dessinerne. Boxeren, der i 1924 officielt blev anerkendt som arbejdshund, blev oprindeligt avlet som en brugshund, men i dag er dette avlsmål sjældent. Det er bemærkelsesværdigt, at medlemmerne af Boxer-Klub – på trods af, at de i starten avlede med præstation for øje – altid har haft adfærdsudvikling for øje, og i deres lange historie aldrig kun har avlet for ydeevne eller skønhed. På den måde kunne Boxeren udfolde sine mange positive karaktertræk optimalt.

Anerkendelse verden over vandt hunderacen i 1930’erne, da kynologen Friederun Stockmann deltog med sin fuldendte Boxere i adskillige hundeudstillinger og prisoverrækkelser. Med sin Boxer Lustig vom Dom lagde hun grunden til nutidens Boxer-avl og hunderacen opnåede berømmelse og popularitet.

I Danmark blev Boxer-klubben grundlagt den 21. januar 1932 som specialklub under Dansk Kennel Klub, og i dag har de cirka 20 lokale klubber rundt om i Danmark. Ud over de nationale mesterskaber og deltagelse i verdensmesterskaber, så udsteder klubben parringskort og har en avlsdatabase, og kommer med råd om den rette parring. Den tyske Boxer-Klub sætter som sagt stadig standarden. På den måde er det kun Boxere, der opfylder kravene, som får lov til at blive brugt til parring. Udover udseende og sundhed, kigges der også på kondi og adfærd. Boxers, der ikke har bestået testen bliver udelukket fra avl. De står også for korrekthed hvad angår stamtavler og indberetter til FCI.

De strenge kontroller er især til stede for at forebygge spredningen af arvelige sygdomme. Desværre har Boxere tendens til forskellige racespecifikke sygdomme. Omhyggelig parring er afgørende for denne meget sårbare race. Ved sundhedsevalueringen af avlshundene er det ikke kun forældrene der indgår i analysen, men også søskende, halv-søskende, bedsteforældre, onkler og tanter granskes. Du bør derfor være forsigtig, især hvis en Boxer averteres som et “tilbud”. For at undgå høje dyrlægeregninger og uforholdsvis kort levealder, bør køberen derfor lave nøje undersøgelser af opdrætteren. På Boxer-Klubbens hjemmeside vil du finde en fortegnelse over godkendte opdrættere, som lægger vægt på sunde avlsdyr.

Hold og opdragelse

Mens Boxere betragtes som værende meget lette, venlige og lydige hunde, kræver det dog en god og konsekvent opdragelse hvis alle deres positive egenskaber skal komme til syne. Den lærevillige karakter og lydigheden gør det til en meget behagelig oplevelse, som hurtigt vil bære frugt. Vigtigt med en Boxer er, at man altid optræder roligt, afslappet og med godt humør. Ved tvang eller for hård hånd kan Boxere vise deres stædige og egensindige natur, hvilket ikke bør være i en ejers interesse. Hvis hundene føler sig i trygge hænder, vil de altid være trofaste og lydige. Helt oppe på “feel-good-skalaen” er sportslige præstationer. Boxere er meget agile hunde, som har et udtalt ønske om bevægelse. De elsker lange gåture med eller uden hele familien, og kan lide at løbe ved siden af når du jogger. Hvis turene også er forbundet med leg vil en Boxer føle sig som blommen i et æg. Selv ældre Boxere kan begejstres med bolde, pinde, pivedyr eller træklege. Intet under, at Boxere føler sig godt tilpas i selskab med børn. Selv i familier med livlige småbørn, vil Boxeren på grund af sine robuste nerver som regel være afbalanceret og venlig. Problemer kunne højst opstå med unge Boxere, som måske kan skræmme visse børn (eller deres forældre) med deres iver. Hvalpe kender endnu ingen grænser, og kan reagere noget fremfusende. Hvis unge Boxere skal lære at omgås børn (og voksne), er en konsekvent opdragelse vigtig fra starten – kun på den måde lærer hunden regler og begrænsninger i omgangen med mennesker. Voksne Boxere kan dog sagtens lære det, hvis de ikke har lært det i hvalpeårene. Hvis du er interesseret i en hund fra et dyreinternat, vil det være værd at investere et par timer i en hundeskole, som din Boxer med sikkerhed vil give tifold tilbage.

Boxere er således også velegnede til nybegyndere i hundeverdenen, selvom man selvfølgelig lige bør sætte sig ind i tingene først. Hvis altså en Boxer er din første hund, bør du udover viden om racens særegne karaktertræk og behov, også tillære opdragelsesregler og træningsmetoder, som en Boxer vil kunne lide – på den måde bliver en Boxer med garanti en fantastisk trofast ledsager i mange, mange år.