© muro / stock.adobe.com
Den Irske Ulvehund er en af de største hunde i verden. Den blev brugt i middelalderens Irland til ulve- og bjørnejagt. I dag bruges den udelukkende som familiehund. På trods af sin imponerende størrelse er denne mynde meget blid og kælen. Desværre er den venlige kæmpe også ret sårbar over for sygdomme og har en relativt lav forventet levealder.
Liggende på den bløde sofa tæt på ejeren – sådan føler den Irske Ulvehund sig bedst tilpas. Den blide kæmpe kan ind i mellem godt glemme, at den er en af de største hunde i verden – og ikke en lille skødehund. Dens lidt heftige størrelse kan den til tider vælte vaser, men også familiemedlemmer, der ikke er så let til bens. Men dybest set er den irske ulvehund en godhjertet hund, der ikke har brug for meget mere end at være tæt på sin familie.
Racen er meget menneskekærlig og hengiven. Igen og igen søger ulvehunden øjenkontakt med den person, den føler tættest bånd til, og sikrer, at vedkommende også giver den nok opmærksomhed. Det kan altså slet ikke komme på tale at holde denne hund i indhegning udenfor. De elsker børn over alt og nyder det, når hele familien er samlet. Selv fremmede møder ulvehunden med åben pande – så længe de kommer med gode intentioner. Gennem sin følsomme, vågne natur ser den hurtigt, hvis der er tale om nogen, der ikke vil familien det godt, og stiller sig i så fald modigt op foran. Som ren vagthund er den imidlertid ikke egnet, på grund af dens manglende skarphed. Men helt ærligt: der er nok ikke mange tyve, der tør at tage kampen op med denne firbenede kæmpe?
Den indre ro, denne imponerende racehund udstråler, er bemærkelsesværdig. Den er ikke krævende, men tålmodig og tilpasser sig de forskellige hverdagssituationer på ubesværet vis. Imidlertid bør man, med denne irers medfødte indre, ikke glemme, at denne hund oprindeligt var en jæger og løber. Jagthund og mynde, som den er, har den derfor stadig et meget stærkt løbebehov og jagtinstinkt, der ikke må undervurderes. Gennem såkaldt “coursing”, altså væddeløb med andre mynder, eller på specielle løbeanlæg, kan dette behov for sprint imødekommes. Ved spadsereture, cykelture eller rideture bør den hellere være i snor, da dens indre jagtinstinkt kan dukke op når som helst.
Alene på grund af størrelsen og jagtinstinktet, er en konsekvent og kærlig opdragelse uundværlig, hvis man vil holde den Irske Ulvehund. Hvis din hund lærer de vigtigste kommandoer tidligt, kan du senere give den lidt mere snor. En ulvehund, der adlyder dit indkald uden omsvøb, kan du give frit løb i bestemte (tilladte) områder, hvilket ikke i lige så høj grad er tilfældet hos en hund, der kun adlyder af og til. Dog bør du generelt ikke forvente nogen blind lydighed fra denne race. På trods af hans menneskekærlighed, udviser den intelligente og selvsikre Irske Ulvehund til tider en vis stædighed. Nogle gange tager det lidt længere tid at adlyde dine kommandoer. Dem, der ved lidt om hundetræning og som møder sin ulvehund med den nødvendige konsekvens, kærlighed og tålmodighed, vil dog have meget glæde af denne fredelige race.
© olgagorovenko / stock.adobe.com
“Er det en pony?” – kommentarer af denne art er ikke ualmindelige på ture med den Irske Ulvehund. Med en gennemsnitlig skulderhøjde på 81 til 86 cm vil denne racehund uden tvivl tiltrække opmærksomhed – uanset om den vil det eller ej. Den ellers så beskedne Irske Ulvehund er trods alt en af de største hunde i verden. Racestandarden angiver hanners mindstestørrelse til at være 79 cm. Tæver er lidt mindre med en størrelse på mindst 71 cm. Rekorden er i en skulderhøjde på ikke mindre end 106 cm. Det er altså ganske logisk, at disse kæmpe hunde vejer godt til. Hanner vejer mindst 54,5 kg, og tæver mindst 40,5 kg.
På trods af sin anselige størrelse og betydelige vægt virker den irske racehund aldrig klodset. Som typisk mynde har den en slank fysik med slanke muskler og en dyb brystkurv. I forhold til dens størrelse er de såkaldte rosenører, der sidder ret langt bagud på det smalle kranium, temmelig små.
Ulvehundens hår er ru og hård og er godkendt i følgende farver:
Irish Kennel Club accepterer også enhver farvevariation, der forekommer hos racen Hjortehund.
Den Irske Ulvehund er ikke kun en af de største hunderacer i verden, men også en af de ældste. Som med sin nære slægtning, Greyhound, burde dens oprindelse være i den arabiske verden. Arkæologiske fund viser, at der i det antikke Egypten allerede fandtes store myndelignende hunde, der i det tredje århundrede f.Kr. kom til Europa og De Britiske Øer med kelterne. I det antikke og middelalderlige Irland var de store, kraftige hunde, der var egnet til jagt på ulve, bjørne, vildsvin og elge, meget efterspurgte. Hos højadelen, som disse imponerende jagthunde var forbeholdt, var de såkaldte Wolfhounds (ulvejægere) udbredt i middelalderen. Den Irske Ulvehund blev et statussymbol og en gave, der var eftertraget af europæiske kongelige og adelige.
Som med så mange andre jagthunde blev opdagelsen af skydevåben starten på enden for den irske ulvehund. Geværer gjorde jagthunde mere og mere overflødige, og Ulvehunden blev mere og mere sjælden. For at redde den sidste tilbageværende bestand, udstedte man i midten af det 17. århundrede et eksportforbud fra Irland. Men racen blev mere og mere sjælden, og endnu et tilbageslag opstod, da ulven blev udryddet i Storbritannien og Irland omkring år 1800. I midten af det 19. århundrede var racen næsten uddød. At den Irske Ulvehund stadig findes og er anerkendt som race i dag skyldes skotten George Graham. Graham krydsede de få overlevende eksemplarer med Deerhounds, mastiffer såsom Grand Danois, Borzois, og andre racer. Den resulterende “nye”, lidt stærkere og større ulvehund blev for første gang præsenteret på udstillinger i slutningen af 1870’erne og snart derefter anerkendt af den britiske kennelklub.
I slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede kom de første avlsdyr til Nordamerika og det europæiske kontinent, hvor bestanden dog forsvandt på grund af de to verdenskrige. Antallet af nye kuld steg i midten af det 20. århundrede, hvor De Britiske Øer og Nordamerika stod for de fleste af dem. Selvom den Irske Ulvehund fra 1970’erne igen er blevet avlet på det europæiske fastland, så er den store racehund stadig sjælden uden for det angelsaksiske område.
Som (næsten) alle enorme racer har den Irske Ulvehund desværre en stor tilbøjelighed til at få sygdomme. Opdræt af stadig større og hurtigere hunde har ført til, at sundheden trådte i baggrunden. Derfor er den gennemsnitlige levealder for ulvehunde i dag kun seks til syv år. Kun 9 procent af alle Ulvehunde bliver 10 år eller ældre, flertallet dør inden 8 år, nogle bliver endda kun 5 år gamle. Heldigvis har denne relativt lave forventede levetid ført til, at mange opdrættere begyndte at tænke anderledes. I dag er racens sundhed hos seriøse opdrætter igen i forgrunden.
© Isabelle / stock.adobe.com
Hvis du er interesseret i at købe en Irsk Ulvehund, skal emnet “sygdom” altså på ingen måde tages med lethed. Naturligvis bør det ikke afskrække dig fra at købe denne race, men når du vælger opdrætter, skal du være særlig opmærksom på racens sundhed. Selv hvis opdrætteren forsikrer dig om, at hundene er sunde og avlshundene ser sunde ud, skal du ikke stole på det alene. Få vist stambogen, og vær opmærksom på, hvor gamle anerne er blevet, inklusive dem der ikke er i lige linje. Mød også opdrætteren personligt og se med egne øjne, hvor vigtigt hundenes sundhed og trivsel er for opdrætteren.
Det siger sig selv, at en hvalp med en god stamtavle, der har gennemgået alle sundhedsundersøgelser, har en vis pris. Den aktuelle hvalpepris er hos seriøse opdrættere ikke under 10.000 kroner. “Gode tilbud” fra internettet eller avisen bør du holde fingrene fra, da du ofte vil ende med at skulle betale to eller tre gange det beløb, du sparede på indkøbsprisen, i dyrelægeregninger.
Ansvaret for racens sundhed ligger ikke kun hos opdrætter. Selv som køber skal du passe på din hunds helbred. Det er trods alt ikke kun hundens genetiske materiale, der bestemmer, om den senere bliver syg eller ej. Dyrets ernæring, pleje og den måde, du holder den på, kan også forbedre eller forværre risikoen for ovennævnte sygdomme.
Gå på opdagelse i vores udvalg af tørfoder til store hunde og vådfoder!
Hvordan adskiller sund mad sig fra en kvalitativt dårligere ernæring? Er tørfoder bedre end vådfoder, er BARF bedre end at tilberede selv? Meningerne om den korrekte hundeernæringerne favner lige så bredt som det udvalg af hundefoder, der findes på markedet. Spørgsmålet om ernæringsformen er dog mindre vigtig end spørgsmålet om, hvad dette hundefoder egentlig skal indeholde, og hvad det ikke bør indeholde. Som alle hunde har ulvehunde også brug for kød, som bør suppleres med grøntsager, ris, kartofler eller pasta. I det hundefoder, der normalt er tilgængelig i dag, er der dog ofte en uforholdsmæssig høj mængde korn, hvor der endda tilsættes ingredienser såsom sukker, sojabønner eller smagsforstærkere, hvilket hunde ikke har nytte af. Sørg derfor altid for, at du har en god sammensætning af foderet; altså godt med kød, grøntsager og kun lidt korn – uanset om du tilbereder det selv eller tyr til færdigfoder.
© zuzule / stock.adobe.com
Naturligvis spiser en hund så stor som den Irske Ulvehund mere end en lille Gravhund. Men selv her gælder: jo mere næringsrigt foderet er, jo mindre har den brug for. Med andre ord handler det ikke om kvantitet, men om kvalitet. Godt foder dækker hundens næringsstofbehov optimalt. Det afhænger mindre af hunderacer end af individuelle faktorer, såsom alder, vægt, højde og aktivitetsniveau. En hund, der får meget motion, har naturligvis brug for mere energi end en hund, der som familiehund kun lige akkurat får den nødvendige mængde motion. Tilsvarende har en hvalp brug for en anden fodersammensætning end en voksen hund. Da Ulvehunde i forvejen vokser meget hurtigt, må denne vækst ikke yderligere drives frem af en for stor energiforsyning. En tidlig, for kraftig vækst i de første par måneder fører ofte til helbredsproblemer senere i livet.
Ud over den rigtige fodersammensætning kan du gøre endnu mere for din ulvehunds helbred: undgå især i vækstfasen, at den skal gå på trapper, og undgå pludselige bevægelser, der overanstrenger hunden og yderligere fremmer senere helbredsproblemer. Ulvehunde, som mange store hunde, er tilbøjelige til mavebesvær, så du bør sikre den tilstrækkeligt med hvile efter måltiderne. Det anbefales også at fordele den daglige mængde foder på to til tre (tilsvarende mindre) måltider. Det har også vist sig at være en fordel med højdejusterbare foderskåle, der kan følge med racens hurtige vækst, så du på den måde kan forhindre, at hunden skal bøje sig for lang ned i en ugunstig kropsholdning når den skal indtage foder.
Den Irske Ulvehunds rolige gemyt får den til at acceptere meget af det, som dens ejer byder den – uanset om det drejer sig om foder, daglig motion eller andre omstændigheder i omgivelserne. Selv sygdomme stiller den ikke til skue, indtil det ofte er for sent. At stole på, at hunden nok skal fortælle dig, hvis der er noget i vejen, kan have alvorlige konsekvenser for denne race. Sørg derfor for, at din hund får den rigtige mad, at den får den nødvendige motion, der svarer til dens egenskaber som jagthund og mynde, og se meget nøje efter, om der er ændringer i opførsel, bevægelsesmønster eller krop (fx vægttab eller -øgning). Det kan være det første bevis på sygdom og bør efterses af en dyrlæge. Ændringer i pelsstrukturen kan også indikere en forkert ernæring eller andre sygdomme. Selvom pelspleje er meget ligetil for den ruhårede Ulvehund og lejlighedsvis børstning er helt tilstrækkelig, skal du altid holde godt øje med din hund.
Læs også vores artikler om hvalpe!
Verdens mindste hunderace har verdens mest berømte ejere og er en af de racer der lever længst. Chihuahua er en hund af superlative dimensioner, hvor de har hjem i Madonnas, Britney Spears' eller Paris Hiltons håndtasker. Den mexicanske racehund er meget mere end en luksuriøs skødehund.
Gå på opdagelse i vores udvalg af hundefoder og hundetilbehør!
Cavalier King Charles Spaniel er livlig, kærlig og en ægte kavaler.
