{"url":"https://www.zooplus.dk/magasin/hund/hundetraening/tips-til-rolige-naetter","title":"Hunden halser om natten: tips til rolige nætter","mag_id":34692,"is_single":true,"cat_name":"Hund","sub_cat_id":1324,"sub_cat_name":"Hundetræning","cat_id":1322}
En hund der halser er lige så normalt som en logrende hale, og der er som regel ikke nogen grund til bekymring. Men hvad nu hvis hunden halser ekstra meget, især om natten, og på den måde stort set ikke har nogen form for ro? Her kan du læse om, hvorfor en hund halser meget om natten, og hvad du kan gøre for din urolige hund.
Alle hunde halser nu og da – nogle mere end andre. Det hjælper hunde med at sænke deres kropstemperatur. Fordi i modsætning til mennesker har hunde kun svedkirtler på deres poter – hunde kan ikke svede som sådan. Ikke desto mindre skal hundekroppen også afkøles når det er varmt, eller hvis den har bevæget sig meget. Mens vi regulerer vores kropstemperatur ved at svede mere, begynder hunde at halse.
Ved at lade tungen hænge ud af munden, og øge vejrtrækningshastigheden, fordamper hundens spyt. På den måde skabes fordampningskulde, så hunden kan køle af. Da hunde har mere savl end mennesker, er denne metode meget effektiv. Men hvad nu hvis din hund ikke halser fordi den lige har bevæget sig meget eller hvis det ikke er en sommervarm dag, men nat, hvor hunden ellers skal hvile og sænke vejrtrækningshastigheden?
Hund halser om natten – grund til bekymring?
Ligesom vi mennesker har hunde brug for hvile om natten. Pulsen falder og vejtrækningen falder til 10 til 40 vejrtrækninger pr. minut. Men hvis en hund hyperventilerer, tidobles det til 300 til 400 vejrtrækninger pr. minut. Hvis det næsten ikke køler ned om sommeren selv om natten, eller hunden sådan rigtig har tumlet rundt under aftenturen, skal hunde selvfølgelig halse – uanset hvad tid på døgnet det er.
Forresten er også kropsbygningen og hovedformen af hunden afgørende: hos hunde med korte næser, såsom Pekingeser eller Mops, reduceres effektiviteten af at halse på grund af de korte luftveje. For at blive kølet tilstrækkeligt, skal disse hunde halse mere end andre. Større hunde har også tendens til at halse mere end mindre hunderacer, da det tager længere tid at regulere kropstemperaturen.
Men hvis hunden halser om natten uden nogen åbenlys grund, og over en længere periode, kan det være et tegn på, at din hund ikke har det godt. I så fald kan det være nødvendigt, at du kigger nærmere på din hund.
Årsager til, at din hund halser om natten
Som så ofte er der flere grunde, der kan føre til, at din hund halser mere om natten. De mest almindelige årsager er:
Meget høj stuetemperatur: ikke kun om sommeren, men også om vinteren – når du skruer op for radiatoren – kan rumtemperaturen derhjemme være ret høj. Hvis din hund er følsom over for varme, og sovepladsen for eksempel er placeret lige ved siden af radiatoren eller pejsen, så vil den nok ikke få meget hvile. Det samme gælder for varme sommernætter, når temperaturen om natten næsten ikke er lavere end om dagen, og hundens soveplads er blevet varmet op af solen. Hvis den ikke har et køligere sted at sove, vil det sandsynligvis være sværere at sænke kropstemperaturen.
Stærk aktivitet lige før sengetid: tit er det svært at få tid til motion i løbet af dagen. Og så forsøger nogle hundeejere at indhente den manglende aktivitet om aftenen. En hurtig løbetur gennem skoven om aftenen, apportlege en sen aftenstund i parken eller en kort cykeltur, hvor hunden løber ved siden af – visse hunde får ikke for lidt om aftenen. Afhængigt af deres fysik og kondi har de brug for længere tid at komme tilbage til “normal temperatur” og fortsætter med at halse selvom de for længst er nået tilbage på deres hundetæppe.
Dens halsen kan derfor også være et tegn på, at din hund er bange for noget, eller har fået sig en forskrækkelse i løbet af natten. Usædvanlige lyde, for eksempel fra et fyrværkeri, gør nogle følsomme hunde så paniske, at de begynder at halse meget. Men selv visse situationer om dagen kan overvælde hunden i en sådan grad, at den ikke finder ro om aftenen. Andre hunde er bange hvis det for eksempel er ekstremt mørkt i lejligheden, og de skal sove for sig selv – mens døren til dit soveværelse er lukket. For at finde ud af, hvad der kunne have gjort din hund nervøs eller bange, skal du nogle gange holde øje med den henover flere dage. På hvilke nætter halser din hund mere? Er der sket noget ekstraordinært dagen inden? Er der gået koks i den daglige rutine? Var der mærkelige lyde om natten? Havde du åbnet vinduet, selvom du normalt har det lukket, eller har du eksempelvis flyttet hundesengen?
For sen servering eller forkert foder: hvis du fodrer din hund kort før den skal hvile kan det være årsagen til, at din hund halser om natten. Især råt kød fra kvæg eller andre store dyr, såsom bøffel eller bison, øger kroppens varmeproduktion. Hunden halser for at afkøle sin krop igen. Også sygdomsbetinget mave-tarm-besvær eller et forstyrret stofskifte kan være årsagen til, at hunden ikke tåler et sent måltid, og ubehaget viser sig ved, at hunden halser. Grundlæggende anbefales det at fodre hunden i løbet af dagen (en eller to hovedmåltider efter behov). Om aftenen bør du undgå at servere hundefoder (især med kød).
Sygdom: hvis din hund halser usædvanligt meget om natten, kan det også være på grund af sygdom. Nogle gange begynder det først om natten, når hunden skal hvile og ikke længere distraheres af det turbulente hverdagsliv. Hvis din hund halser uden nogen af de andre ovennævnte grunde, bør du helt sikkert få din hund undersøgt hos dyrlægen, da sygdom kan være grunden.
Førstehjælpstiltag mod natlig halsen
Hvis din hund halser på baggrund af noget harmløst, som f.eks. varme, motion eller forkert, henholdsvis for sen fodring, kan du tit hjælpe din hund til at finde ro i sindet med små midler. Afhængigt af årsagen kan du reducere eller endda forhindre, at din hund halser, ved at gøre følgende:
Kølepude, hvis din hund halser på grund af varme: på varme dage, når hjemmet når over 30 grader i løbet af dagen, og det næsten ikke køler ned om natten, bør du så sandelig sørge for, at din hund får nok afkøling. Du bør hellere fjerne varme tæpper eller puder fra din hunds soveplads og i stedet finde et køligere sted, såsom et sten- eller flisebelagt gulv. Hvis jorden ikke er tilstrækkelig kold, eller din hund ikke ønsker at ligge dér, kan en speciel kølemåtte til hunde hjælpe. Den lægges i koldt vand i et par minutter og giver derefter i flere timer en behagelig, kølende liggeflade. Kølehalsbånd virker omtrent på samme måde.
Aktiviteter, hvor hunden rigtig får tumlet igennem, bør flyttes til tidligere på dagen – selvom der selvfølgelig findes hunde, der bare ikke kan få nok, og er i fulde omdrejninger nærmest hele døgnet. Men sørg for, at din hund har tid nok til at afkøle sin krop efter at den har bevæget sig. Prøv at få din hund til at bruge mest energi tidligt om morgenen eller om dagen, så vil det være nemmere for den at acceptere en kortere hundeluftningstur om aftenen.
Find et andet sted hvor hunden kan sove. Hvis din hund er bange, hvis den ikke kan se dig om natten, fordi du ligger i rummet ved siden af, eller fordi mærkelige lyde trænger gennem det åbne vindue, kan du prøve at flytte din hunds soveplads. Hvis den ikke må op i sengen til dig, vil det måske være nok med et hyggeligt hjørne foran eller ved siden af sengen. Så er den i samme rum som dig, hører din rolige ånde og kommer dermed selv til at få mere ro. Hvis der er høje lyde udefra, bør du hellere lukke vinduerne om natten. Nogle gange hjælper et diskret natlys, der signalerer, at alt er ok.
Undgå for sen fodring og server kødmåltidet om dagen: for sen fodring kan virke tungt på din hunds fordøjelse, og kan føre til, at din hund halser om natten. Prøv at servere din hunds aftenmåltid lidt tidligere. Har din hund fået et til to hovedmåltider om dagen, hvor den allerede har fået alle vigtige næringsstoffer, kan man faktisk ofte undvære måltidet om aftenen. En korrekt kost og regelmæssige fodringstider har afgørende indflydelse på din hunds trivsel.
Hvornår skal du gå til dyrlægen, hvis din hund halser
Hvis din hund halser meget kraftigt om natten, uden at der er en særlig grund til det, bør du ret hurtigt få din hund til dyrlægen. Dyrlægen kan finde ud af, om der kan ligge en alvorlig sygdom til grund. Jo tidligere sygdom opdages, jo hurtigere og nemmere kan du hjælpe din hund.
Vi ønsker dig og din hund alt det bedste og frem for alt: rolige nætter!
„Hunde som gøer, bider ikke!“ Denne talemåde lyder måske som en trøst, men konstant gøende hunde giver ikke bare dårlige nerver, de irriterer også naboerne. Men hvorfor gøer hunde egentlig? Og kan man vænne dem af med det?
Jo før, jo bedre? Når det gælder hvalpeopdragelse, er dette sandt. Små hunde er ekstremt nysgerrige og helt åbne overfor den store verden. Dette kan udnyttes for at vise hvalpen på en sjov – men også konsekvent måde, hvad du forventer af den og hvilken adfærd er uønsket.
Giv pote, stå på bagbenene eller fange godbidder i luften? Med disse 10 tricks bliver dig og din hund stjerner for en aften. Og det bedste: hundetricks begejstrer ikke kun et publikum, men udfordrer din hund mentalt og fysisk. Samtidig styrker den slags hundetræning båndet mellem dig og din hund.