At føre hund og kat sammen

hund og kat leger sammen

hund og kat leger sammen

Er i som hund og kat? Ordsproget siger, at hunde og katte ikke kan udstå hinanden. Selvom det siges, at de slås hele tiden, så kan de sagtens leve fredeligt sammen – hvis man som ejer har en god portion tålmodighed. Find ud af, med hvilke tricks, sammenføringen af hund og kat kan komme til at fungere.

Hvilke betingelser skal være opfyldt?

Et grundlæggende krav for sammenføringen af hund og kat er, at ingen af de to hidtil har gjort negative oplevelser med henholdsvis en kat eller en hund. Hvis en kat er blevet jaget af en hund og nærmest er blevet bidt til plukfisk, vil du få det meget svært ved at få din kat til at vænne sig til at leve med sin “ærkefjende”. Også hunde, der har jagtet katte med stor lidenskab hele livet, eller som har haft trælse oplevelser med en kats skarpe klør, vil være tilbageholdende med at anse en kat som værende en del af familien.

At få hund og kat til at lære hinanden at kende skal være planlagt

For at få held med det hele skal du forberede det første møde mellem de to dyr grundigt. Lav en plan og tag et par dage fri for at føre planen ud i livet. Sørg for, at der er en anden person sammen med dig de første par dage, for eksempel kan vedkommende tage sig af katten, mens du hovedsageligt tager dig af hunden. Generelt er det vigtigt, at du fuldt ud kan rette din opmærksomhed på dine dyr ved de første møder. Særlige begivenheder såsom besøg fra venner eller familie bør ikke finde sted i løbet af denne periode. Selv høje lyde fra radioen eller fjernsynet kan forstyrre de første møder med hund og kat.

Hunde med et udpræget jagtinstinkt eller meget sky katte er ikke nødvendigvis et udelukkelseskriterium for fredelig sameksistens. Selvfølgelig bør du være forberedt på det ene eller det andet tilbageslag, og tilvænningsperioden mellem hund og kat vil tage et stykke tid – men det er altså muligt. Selv de tilsyneladende mest uegnede hunderacer er i stand til at leve med en kat under ét tag, så længe de stille og roligt vænnes til deres nye bofælle. For at sammenføringen kommer til at fungere, har du altså brug for meget tid og endnu mere tålmodighed. Hund og kat bør ikke bare få fri leg – hunden ville uden tvivl jage katten ubønhørligt og resultatet ville være en totalt aggressiv eller bange kat, der ikke ville deltage i et andet møde med dette “monster”.

 Sådan planlægger du de første møder imellem hund og kat

 

  • Lav en plan og tag et par dage fri for at føre planen ud i livet
  • Sørg for, at der er en anden person sammen med dig de første par dage, for eksempel kan vedkommende tage sig af katten, mens du hovedsageligt tager dig af hunden
  • Generelt er det vigtigt, at du fuldt ud kan rette din opmærksomhed på dine dyr ved de første møder
  • Særlige begivenheder såsom besøg fra venner eller familie bør ikke finde sted i løbet af denne periode. Selv høje lyde fra radioen eller fjernsynet kan forstyrre de første møder med hund og kat

Hvem passer til hvem?

Hvis du ikke har en bestemt kat eller hund i kikkerten som nummer to kæledyr, kan du selvfølgelig sørge for, at de passer så godt sammen som muligt. Socialisering fungerer bedst med hvalpe, der fra starten af, har været vant til andre racer uden at der har været episoder, man har været betænkelige ved.

hund og kat © DoraZett / stock.adobe.com
hund og kat

Hvis du i forvejen har en ældre hund eller en ældre kat i huset skal den nye medbeboer helst være af den roligere slags, altså ikke for vild og fuld af temperament. Hvis det er en hund du har i forvejen, og denne er af den mere livlige slags, så skal katten have en vis grad af selvtillid så den kan håndtere hundens temperament.

Hvem kom først?

Det er i øvrigt afgørende for måden at sammenføre på, hvem der var i hjemmet først: hund eller kat? Mens hunde som flokdyr normalt accepterer et nyt familiemedlem temmelig hurtigt, er katte ofte meget mere skeptiske over for den nytilkomne, og det er mere sandsynligt, at de ser hunden som en trussel mod deres territorie. Så at integrere en kat i et hundehjem fungerer bedre end omvendt.

Forberedelser til hjemmet

Hvis du har besluttet dig for at lade et nyt dyr flytte ind i dit hjem, og hvis du er parat til at bruge den nødvendige tid, de nødvendige kræfter og den nødvendige tålmodighed på at sammenføre dyrene, kan du snart sætte din plan til værks. Men inden hunden og katten møder hinanden for første gang, anbefales det. at du laver indledende forberedelser i hjemmet.

Skab muligheder for at trække sig tilbage

For at undgå konflikter skal du vælge det mest neutrale rum i dit hjem til det første møde. Hvis der er et rum, hvor det dyr, der bor der i forvejen, opholder sig allermest, så er det ganske sikkert et gennemført uegnet sted for det første møde. Derudover skal du sikre dig, at katten får passende mulighed for at trække sig tilbage, hvis den ikke skulle føle sig tryg ved situationen. Et kradsetræ, en hylde i højderne eller en tom vindueskarm, hvorfra den i første omgang kan observere hunden på afstand, giver din kat sikkerhed. Derudover bør du forberede et separat rum til den nytilkomne, hvor vedkommende kan tilbringe de første par dage og trække sig tilbage.

Adskillelse af madskål og kattebakke

Der anbefales også, at de to ikke spiser samme sted. For at undgå, at de stjæler af hinandens foder er det bedst også at vælge at servere foder til katten oppe i højderne og man kan om nødvendigt fodre dyrene på forskellige tidspunkter af døgnet. Det der gælder for den respektive foderskål, gælder også for kattebakken: den er absolut et tabuområde for hunde. Katten har brug for ro og fred i det “lille hus” og reagerer yderst følsomt, hvis den bliver forstyrret i sit privatliv. Ikke sjældent har hunde også en tendens til at æde afføringen i kattebakken, hvorefter katten begynder at bruge andre steder til at forrette sine behov, og risikerer at blive urenlig.

Første tilvænning til lugt og støj

Parallelt med forberedelserne i hjemmet kan du også “indstille” dyrene på, at der sker en forandring. En mulighed er at tørre begge dyrs pelse med en klud og derefter placere den der hvor den anden spiser. På den måde vil hund og kat kunne vænne sig til den andens lugt og forbinde det med noget positivt på grund af kombinationen lugt = mad. Hvis hunden har en tendens til at gø højlydt, kan man vænne katten til denne ukendte og muligvis skræmmende lyd på forhånd. Lav en optagelse af denne gøen, og afspil den derefter for katten – først med lav lydstyrke og derefter langsomt højere, indtil det når op på den lydstyrke, hunden faktisk gør på. Hvis en kat kommer ind i en hundehusholdning, bør den også få mulighed for at udforske de nye omgivelser alene inden de møder hinanden første gang. Det kan ske ved, at en anden går tur med hunden, hvor katten så kan foretage sin første opdagelsesekspedition. Så kender den omgivelserne på forhånd og kender sine muligheder for at trække sig tilbage.

Hvordan vil det første møde gå?

Efter forberedelserne i hjemmet hvor de stadigt adskilte dyr har fået den indledende tilvænning, står der intet i vejen for det første møde mellem hund og kat. Men selv hvis du har forberedt dig godt og er forberedt på alt, er det faktiske arbejde først lige begyndt. Forvent ikke, at hund og kat er glade for at mødes. “Kærlighed ved første øjekast” findes ikke mellem disse naturlige fjender. Skru ned for forventningerne, og opgiv ikke på trods af de tilbageslag, som med garanti opstår i begyndelsen. Det vil tage et stykke tid, før hund og kat forstår hinanden.

hund og kat hygger sammen © Tatyana Gladskih / stock.adobe.com
hund og kat hygger sammen

Begge dyr skal være så afbalancerede som muligt, før de ser hinanden første gang. Tag derfor en lang tur med din hund, så den har fået afløb for sin energi og er tilfreds. I øvrigt har en sulten mave også en negativ effekt på velbefindende. Så sørg for, at begge dyr har spist og er mætte. Sluk for radio eller fjernsyn i det rum, hvor sammenføringen finder sted og bind din hund fast – alternativt kan du holde hundesnoren i din hånd. Hundesnoren er enormt vigtigt for at undgå, at der opstår jagtscener. Hvis hunden får jaget katten gennem hele hjemmet, vil det sandsynligvis være en saga blot med en vellykket sammenføring.

Den første kontakt

Når hunden er sikkert bundet fast, kan man lukke katten ind i rummet. Hvor tæt den kommer på hunden, bør katten absolut selv bestemme. I de fleste tilfælde søger katte først tilflugt på en høj udkigspost, hvorfra de kan observere situationen og deres “modstander”. For næsten alle dyr er det stressende at møde en ny i deres eget territorie. Frygt og nervøsitet vil som regel være fremherskende, og erstattes kun gradvist af en vis nysgerrighed omkring den nye partner. Så forlang ikke for meget af dine dyr og afslut det første møde efter et par minutter – også selvom det skulle være forløbet overraskende positivt.

Hvordan opfører jeg mig under mødet?

Det er vigtigt, at du selv udstråler ro og er afslappet. Hvis du er anspændt og nervøs under det første møde, vil dine kæledyr højst sandsynligt fornemme det. Antag rollen som moderator, hvor dyrene får formidlet tryghed og ro. Kæl hund og kat og snak stille og roligt. Hvis din hund trækker vildt i snoren, forsøg at aflede dens opmærksomhed ved at sætte dig foran den, så den ikke kan se katten. Man bør dog ikke prøve at tale beroligende til sin hund. Hunden, der jo ikke forstår de nøjagtige ord, men kun tonen, vil opfatte det som bekræftelse på sin opførsel og gentage den i stedet for at falde ned. Så ros den ikke, før den formår at forholde sig roligt i kattens nærvær. Man kan også benytte godbidder som positiv forstærkning – for at opnå gode resultater bør man kun servere dem, hvis hunden eller katten har opført sig godt.

Hvor lang tid tager det at vænne hund og kat til hinanden?

Efter det første møde hedder det “øve, øve, øve!”. Afhængigt af hvor bange katten er, bør du begrænse møderne de første par dage til et par minutter om dagen. I den resterende tid bør dyrene opholde sig i hver sit rum. I starten er det nok med et til to møder hver dag, med hver fem minutters varighed. Hvis du finder ud af, at spændingen ved de første møder langsomt aftager, kan du øge tiden til ti til femten minutter. Men nogle gange kan det tage to uger at komme dertil. Lad være med at presse på, og lad dem selv bestemme hvornår de er klar til at tilbringe mere tid med hinanden i samme rum. Du kender dine dyr bedst og vil nok kunne fornemme, hvornår nysgerrigheden omkring den nye bofælle er større end frygten.

Efter den første kontakt

Efter de første dage hvor de snuser lidt til hinanden begynder den egentlige sammenføring. Hunde og katte er to dyr, der er grundlæggende forskellige, og som har meget forskelligt kropssprog. Derfor tager det et stykke tid for dyrene at lære at bedømme hinandens adfærd rigtigt. Først når hunden ikke anser katten for et bytte mere, og først når katten ikke længere opfatter hunden som et rovdyr, er de klar til at nærme sig hinanden langsomt. Indtil det sker, hvor et af dyrene så at sige bryder isen, kan der godt gå et par måneder.

kat og hund © grafikplusfoto / stock.adobe.com
kat og hund

Når du fortsætter med at udvide den tid de har sammen, så er det vigtigt, at du får formidlet så meget som muligt, at alt er normalt. Forsøg på at rette din opmærksomhed på noget andet end dine dyr. Du kan lave mad, læse avis, vande en blomst eller skrive en besked på din mobil – på den måde viser du, at det er normalt, at hund og kat bor sammen i hjemmet.

Du kan dog ikke “lade dem gå frit omkring sammen”, medmindre du virkelig er sikker på, at begge reagerer roligt, og at der ikke er nogen af dem der gør skade på den anden. Det varer tit et halvt år før du kan efterlade dem uden opsyn.

Vejen til et velfungerende hold

For at føre hund og kat sammen på en vellykket måde, hvor de er vant til at være sammen i samme hjem, har du i hvert fald brug for tålmodighed. Hvornår det hele er overstået bestemmer ikke du, men altid dyrene. I sidste ende vil det dog betale sig at have tålmodighed, og din hund og din kat kan sagtens blive et team, hvor ingen af dem ønsker at undvære den anden mere.

Vores mest hjælpsomme artikler
5 min

10 tegn på, at din hund er glad

"Hvordan ved jeg, at min hund er glad og har det godt?". "Hvordan ved jeg, at jeg gør alt rigtigt, og at den har et godt liv med mig?". Det er spørgsmål, som mange hundeejere står overfor.

7 min

5 gode grunde til at få en voksen hund

Lad os være ærlige: en lille, fluffet hvalp er lige til at dåne over. Voksne hunde, som f.eks. fra dyrehjem eller dyreinternat, har tit dårlige chancer overfor så meget nuttethed. Det er en skam, fordi det har sine fordele at få en ældre hund. Hvad består de af og hvorfor mange fordomme om voksne hunde ikke stemmer, kan du finde ud af her.